Hvorfor høflighed blev mit største tabu og hvordan jeg øver mig i at komme fri af tabuet.
I det meste af mit liv har jeg haft en mental forstyrrelse som betyder at jeg næsten altid kommer til at sige hvad jeg tænker. Min lidelse har naturligvis bragt mig i et væld af pinlige situationer. Ikke mindst da jeg engang indledte en jobsamtale med at spørge om man fik løn for at onanere i arbejdstiden eller da jeg ved et bryllup holdt en begejstret tale om glæderne ved en skilsmisse. På grund af min lidelse har det i mange år været svært for mig at rumme høflighed. De senere år er jeg dog begyndt at forsøge at komme fri af min lidelse ved at arbejde målrettet og healende med at turde være høflig.
En af mine bedste høfligheds-healere blev en kvinde jeg mødte for nyligt som kaldte sig for M. På et datingsite havde M tiltrukket sig min opmærksomhed med overskriften: ”Menneskekender og Undertøjsmodel”. Hendes forførende profilbilleder betød at vi snart aftalte et møde på en cafe i byen. Da jeg ankom til cafeen, kunne jeg dog ikke se M nogle steder. I stedet sad der en fyr der lignede en murerarbejdsmand ved et af bordene og vinkede til mig.
”Du må være Carsten,” sagde han og stak sin næve frem for at trykke min hånd. I et øjeblik stod jeg med hans hånd i min indtil det sank ind at dette måtte være M. Imens jeg satte mig ned, kunne jeg ved et nærmere eftersyn se at der var nogle ligheder mellem M’s profilbilleder og murerarbejdsmanden. Dels bar de den samme type briller og så også ud til at bruge samme farve læbestift. Murerarbejdsmanden måtte dermed formodes at være en kvinde eller hvad man i ligestillingssprog betegner som en 'murerarbejdsperson'.
Imens M og jeg bestilte kaffe, indså jeg ganske hurtigt at hun var ualmindelig sårbar og at hun – sin størrelse til trods – ikke var specielt rummelig. Sagde jeg hvad jeg tænkte ville jeg ikke kun såre hende, men kunne muligvis give hende et seriøst tilfælde af posttraumatisk stress. M repræsenterede en slags tabuernes minefelt og derfor en kærkommen lejlighed til at øve mig i at være både falsk og høflig. På den baggrund besluttede jeg mig i at bruge vores date på IKKE at tale om elefanten i rummet – også selv om den sad lige foran mig og drak kaffe.
For at få gang i en samtale lagde jeg ud med at fortælle om dengang jeg selv havde et job som murerarbejdsmand. Det fik dog ikke M til at åbne sig og indrømme at hun kendte en del til branchen. I steder spurgte jeg ind til hvordan hendes tidligere dates var gået.
”Ikke så godt,” sagde hun og rystede på hovedet. ”De fleste mænd er jo ikke seriøse og er bare var ude efter et hurtigt knald.”
Hendes svar glædede mig da jeg på den måde fik adgang til nogle yderst frugtbare tanker. Sagen er at jeg er indrettet på en måde der betyder at jeg ofte overvejer vanvittige og helt irrationelle ting. Står jeg for eksempel på en høj klippe kan jeg ikke lade være med at overveje at hoppe ud. Kører jeg hurtigt i bil tænker jeg på at jeg med et hurtigt ryk i rattet kan køre ind i en bropille. Endnu havde tanken om et hurtigt knald med en murerarbejdsperson dog ikke strejfet mig. På den måde kunne jeg konstatere at M havde hjulpet mig til at finde grænsen for hvor vanvittige scenarier min hjerne var i stand til at udtænke.
Da M på et tidspunkt i løbet af vores date gik på toilettet, strakte jeg hals for at se om hun gik ind på herre- eller dametoilettet. Jeg blev dog afbrudt af en servitrice der med en kaffekande i hånden fyldte min kop. Servitricen så fantastisk ud, men da jeg skulle til at flirte med hende afbrød hun mig:
”Skal jeg også fylde din kones kop?” spurgte servitricen.
”Ja tak,” sagde jeg og blev tavs og omsorgsfuld. At blive udsat for tilnærmelser fra en mand som var gift med en murerarbejdsperson ville næppe gøre noget godt for servitricens selvværd.
Da min date med M til sidst sluttede, betalte jeg regningen inden vi rejste os og sagde farvel.
”Tak for en god kaffe,” sagde M og stod nu så tæt på at det blev tydeligt at hun lugtede fælt af sved. ”Selskabet fik det dog ikke ligefrem til at rykke i æggestokkene! Jeg ser ikke nogen grund til at vi følger op.”
”Der var surt,” sagde jeg med så meget falskhed og høflighed jeg kunne mønstre, ”men man kan jo ikke vinde hver gang.”
På vejen hjem tog jeg fat på at evaluere frugterne af min date med M og dem var der ikke så få af. Dels havde M givet mig en unik træning i at bevæge mig sikkert i et tabuernes minefelt men havde også hjulpet mig til at finde grænsen for hvor vanvittige scenarier min hjerne kunne udtænke. Ud over det havde jeg fået øvet mig i at beskytte en servitrices selvværd og havde som en ekstra bonus lært hvordan det føles at blive vraget af en murerarbejdsperson. Alt i alt en udbytterig oplevelse og en påmindelse om at ethvert møde – uanset hvor absurd det måtte være – kan være en kilde til grænseløs selvudvikling.