top of page
  • Writer's pictureCarsten Graff

Mit Venskab med Smerter

Efter en ulykke var jeg lammet fra halsen og ned og var sikker på at jeg aldrig ville kunne bevæge mig igen. Dette er historien om hvordan jeg fik min førlighed igen og lærte noget som kulturelt set er et tabu – nemlig at blive venner med sine smerter.


Jeg var sidst i halvtredserne da det gik galt, men har siden jeg var i tyverne haft et væld af ekstreme styrt – både på trampolin, med min windsurfer og på motorcykel. Som regel har jeg fået nogle knubs men har aldrig været indlagt eller brækket arme eller ben. Da jeg på en tur i Spanien lod mig trække på en såkaldt aqua-rocket efter en kraftig motorbåd havde jeg ikke overvejet at det kunne være farligt. På et tidspunkt nåede motorbåden en svimlende hastighed og da vi ramte en bølge, blev jeg slynget højt op i luften inden jeg – med hovedet først – ramte vandet. Jeg husker stadig følelsen af at slå hovedet imod vandet der var hårdt som beton. Herefter blev alt sort og i et stykke tid var jeg bevidstløs.

Da jeg nogle sekunder senere kom til mig selv var jeg et stykke under vandoverfladen, men kunne se solen blinke i bølgerne over mit hoved. Instinktivt forsøgte jeg at svømme opefter, men min krop lystrede ikke. I stedet lod jeg redningsvesten trække mig opefter indtil jeg et øjeblik senere sprang op på overfladen som en korkprop. Her lå jeg og flød med en kraftig ringen for ørerne indtil jeg kunne høre at speedbåden var på vej tilbage. Da jeg ville vende mig i retning af lyden, blev jeg atter mindet om at jeg ikke kunne bevæge mig. Ingen af mine muskler lystrede og først nu blev jeg fuldt bevidst om at jeg ikke kunne mærke min krop fra halsen og ned. Med det samme gik det op for mig at jeg måtte have brækket nakken og at jeg nu var totalt lammet. Imens jeg forsøgte at begribe hvad det betød stoppede speedbåden foran mig. Manden i båden vinkede og grinede, men jeg kunne ikke løfte armen og vinke tilbage. Da jeg forsøgte at råbe til ham, blev jeg klar over at mit stemmebånd også var lammet og at jeg kun kunne hviske.

Det eksistentielle skift

Da bådens fører blev klar over hvad der var sket, blev vi enige om ikke at forsøge at trække mig op i båden. Med en brækket nakke skulle vi passe på ikke at forværre bruddet og dermed var det bedst at jeg blev liggende i vandet. I stedet kaldte han kystvagten for at få hjælp. En halv times tid senere ankom et hold hjælpere i motorbåd og fik en båre i vandet. Da jeg var fastgjort til båren, gik turen imod land. På den måde fik de mig op på stranden og ind i en ambulance som med udrykning kørte mig til nærmeste hospital.

På turen til hospitalet lå jeg alene bag i ambulancen med hovedet spændt fast mellem to skumklodser. En del år tidligere arbejdede jeg på en skole for svært handikappede og vidste derfor godt hvad der ventede mig. Når jeg på et tidspunkt kom hjem, skulle jeg sidde i en elektrisk kørestol af den type man styrer med et pusterør eller med hagen. Herefter måtte jeg acceptere at blive hjemsøgt at omsorgsfulde mennesker som, i en god mening, ville overskride alle mine personlige grænser. Dag for dag ville min krop forgå indtil den gav op og herefter ville jeg få en pinefuld og langsom død. Samtidig med at der var tale om det værst tænkelige mareridt mærkede jeg også en uforklarlig forløsning. I et hastigt ryk var min frihed taget fra mig og for første gang i mit liv var jeg fanget i en situation hvor jeg intet som helst kunne foretage mig. Dette var jo et gigantisk eksistentielt skift og selv om tårerne stod ud af mine øjne følte jeg ikke kun sorg, men var også opfyldt af en euforisk og surrealistisk tilstand af lettelse. Chokket i min krop havde åbnet alle mine følelsesmæssige sluser og uanset hvilken følelse der kom, blev den forstærket tusind gange. Af uforklarlige årsager virkede det hele meningsfuld og havde jeg, i det øjeblik, kunne spole tiden tilbage og undgå ulykken ville jeg ikke have gjort det. Hvorfor jeg havde det sådan var et mysterium som jeg ikke kunne afkode og på hele turen til hospitalet lå jeg og undrede mig imens jeg skiftevis lo og græd.

Selvmord

På hospitalet blev jeg kørt op og ned ad nogle lange gange og da ingen talte engelsk, anede jeg ikke hvad der skulle ske. Imens jeg på et tidspunkt lå i et rum og ventede opdagede jeg pludselig at nogen havde givet mig min telefon med på hospitalet og at den lå et sted ved siden af mig. Flere gange begyndte den at ringe, men jeg kunne ikke tage den. Snart dukkede der to sygeplejersker op som iførte mig en halskrave som skulle holde mit hoved på plads. Bagefter var der nogen der klippede mine badebukser af og iførte mig en ble inden jeg atter fik lov til at ligge. Imens jeg lå der kunne jeg høre at der få meter væk var en mand der, i vanvittige smerte, skreg af sine lungers fulde hals. Det lød mest som var han underkastet grusom tortur, men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke dreje hovedet og se hvad der foregik. Efter nogle timer fik jeg scannet nakken hvorpå jeg blev kørt ind et stort rum. De næste timer var jeg alene med mine kaotiske tanker og begyndte at overveje hvordan jeg kunne begå selvmord. Til sidst kom jeg frem til at man ikke kan begå selvmord når man ikke kan bevæge sig og dermed slap jeg tanken og lod tankerne gå i andre retninger.

Mødet med smerterne

Efter godt og vel et døgn på hospitalet begyndte jeg pludselig at få vanvittige smerter i armene. Samtidig begyndte jeg at ryste over hele kroppen. Forskellige steder, og i glimt, kunne jeg mærke at min krop føltes som var den stivfrossen og samtidig kunne jeg pludselig bevæge mine ben og arme en smule. De næste timer blev både smerterne og min bevægelighed hele tiden ved med at tage til. Snart føltes det som stod der et glødende strygejern på hver af mine arme. Smerterne var så ulidelige at en sygeplejerske bemærkede at jeg kæmpede hvorpå hun gav mig et drop af en eller anden art. Selv om smerten umiddelbart var et positivt signal om at jeg ikke var totalt lammet vidste jeg stadig ikke hvordan jeg skulle tolke det. Måske var jeg kun 90% lammet og skulle i stedet leve i et konstant smertehelvede resten af livet.

Walking dead

Imens smerterne ubarmhjertigt fortsatte med at brænde min hud, begyndte min telefon atter at ringe. Denne gang kom der en sygeplejerske hen og stak telefonen i hånden på mig. Jeg kunne godt mærke at telefonen lå i min hånd men havde ikke kræfter til at tænde den eller bøje armen. I nogle timer lå jeg og arbejdede med mine fingrer imens jeg stadig blev ved med at få mere følsomhed i kroppen. Til sidst formåede jeg at tænde telefonen og med en kraftanstrengelse kom jeg om på siden. Det første jeg gjorde, var at tage en selfie. Billedet skulle sendes til min familie så de kunne forstå at jeg var kommet til skade. At sende billedet havde jeg dog ikke kræfter til og i stedet prøvede jeg at falde i søvn indtil der til sidst kom en læge som talte Engelsk. I lang tid stod han og kiggede i mine papirer inden han kiggede alvorligt på mig.

”Du har ikke brækket halsen,” sagde han. ”Jeg skal bruge pladsen til en der har mere brug for den end dig. Du er udskrevet og må gerne tage hjem.”

I nogle sekunder gloede jeg lamslået på ham og prøvede at forstå hvad det betød.

”Men jeg kan ikke bevæge mig,” forklarede jeg. ”Jeg er i ulidelige smerter og har heller ikke noget tøj.”

”Du får en pyjamas,” forklarede han, ”men jeg skal bede dig om at tage af sted bagefter.”

Efter samtalen kom der en portør og hjalp mig i en alt for lille pyjamas hvorpå jeg blev hjulpet ned i en kørestol og skubbet ud i receptionen. Her sad jeg med ufattelige smerter overalt i kroppen imens jeg forgæves forsøgte at skubbe på hjulene for at få kørestolen til at køre. Min telefon havde nu kun 2% strøm, jeg havde ikke penge eller kreditkort med og kunne ikke huske hvor jeg boede.

Historien om hvordan det lykkedes mig at komme tilbage til mit hotel er meget lang, men med hjælp fra en masse forstående mennesker lykkedes det. Herefter lå jeg på hotellet i en uge i en sofa og levede af fastfood imens jeg så adskillige sæsoner af en serie der tydeligt beskrev hvordan jeg havde det - serien hed ”Walking dead.”.

At starte forfra på alting

Godt og vel 14 dage senere kom jeg hjem til Danmark og kunne på det tidspunkt gå et par hundrede meter. Jeg havde dog så godt som ingen kræfter i armene og havde svært ved at komme på benene når jeg sad ned. Jeg kunne ikke binde mine sko, kunne ikke skrive og det tog evigheder at tage tøjet af og på men jeg kunne trods alt klare mig uden hjælp. Alle muskler i kroppen var som gele og i de følgende måneder gennemgik jeg en hård proces hvor alt hvad jeg havde kunnet tidligere skulle læres på ny. Jeg skulle lære at gå, at sidde, at bevæge hænderne, cykle, skrive og svømme. Jeg har spillet klassisk guitar siden jeg var teenager og kunne pludselig slet ikke spille de mest simple ting.


Smertestiller

Efter konsultation med flere eksperter fik jeg besked om at smerterne kunne risikere at være permanente og at jeg ikke kunne gøre andet end at tage smertestillende medicin. Selv om smerterne var ulidelige havde jeg dog ikke lyst til at tage smertestiller. Smerterne gjorde naturligvis mit liv til et konstant helvede men samtidig var de jo også en form for kompas. Bedøvede jeg mine smerter ville det blive sværere at mærke hvordan jeg skulle ligge, sidde eller bevæge mig. Smerterne var jo ikke noget min krop skabte for at gøre livet surt for mig, men for at fortælle hvad jeg måtte og ikke måtte og hvilke områder af kroppen jeg skulle give opmærksomhed. Det var naturligvis ikke første gang at jeg havde haft smerter, men jeg har aldrig haft det i så ekstrem grad og i så lang tid.


Smerternes sprog

I en tilstand af næsten total handlingslammelse var der kun få ting jeg kunne foretage mig. Derfor brugte jeg mange timer dagligt på at ligge stille imens jeg lyttede til mine smerter. Når smerterne holdt mig vågen om natten eller når de kastede sig over mig i løbet af dagen, gjorde jeg hvad jeg kunne for at lytte og forstå hvad de ville fortælle mig. Nogle gange hamrede smerten løs på mig en dag eller to og andre gange i nogle timer før den atter slap mig. Når jeg forlod mit hjem for at gå, blev jeg jævnligt overmandet af smerter der var så stærke at jeg fik kvalme og måtte bevæge mig meget forsigtigt for ikke at besvime. Der var dage hvor jeg mistede tålmodigheden og forbandede smerterne langt væk men også dage hvor det lykkedes mig at accepterede dem til fulde. På de dage hvor det lykkedes at acceptere smerterne virkede det ofte som om de opløstes og trak sig tilbage.

Halvandet år efter

Nu er der gået over halvandet år siden ulykken og jeg har stadig dage hvor jeg har smerter i armene eller hvor mine ben pludselig kollapser under mig. For få dage siden løb jeg til supermarkedet men faldt over en lille forhøjning i en flise og fik et stort blødende sår på knæet. Indimellem vågner jeg op om morgenen og har svært ved at mærke mine hænder og fødder men når jeg begynder at bevæge mig, kommer følelsen tilbage. Tager jeg brusebad føles det i starten som kom der glasskår ud af bruseren, men nu er jeg atter begyndt at kunne nyde varmt vand. Alligevel føles det stadig som om det at acceptere smerten er en del af kuren og at en af mine opgaver er at lære at leve, tænke, føle og bevæge mig på måder der opløser smerten.

I dag kan jeg atter stå på hænder, kan løbe, hukke brænde, jonglerer, spiller guitar og kan gå så langt jeg har lyst til og det er jo intet mindre end et mirakel. På visse områder er jeg også i bedre form end før ulykken. Spørgsmålet er om det ville være gået på samme måde hvis jeg havde bedøvet mine smerter og havde brugt min energi på at ærgre mig og fortryde at jeg havde været så uforsigtig. Det spørgsmål kan jeg naturligvis ikke besvare, men jeg kan med sikkerhed sige at jeg mærker masser af mening i den ulykke og at jeg på intet tidspunkt har ønsket at det ikke var sket. Ulykken og smerten har lærte mig et væld af ting – vist mig hvad det betyder at være hjælpeløs og ikke at have nogle valg. Ulykken tvang mig til at give slip på alle former for kontrol og bagefter lærte den mig at skrue tempoet ned, erkende min jordiske sårbarhed samt at lytte til mine smerter.

Comments


bottom of page