top of page
  • Writer's pictureCarsten Graff

Prostitution som Terapi


Som tabufilosof har jeg naturligvis en del klienter som ønsker at tale om tabuer. Et af de emner som ofte bliver bragt på bane, er prostitution. En del kvinder har henvendt sig for at tale om luderfantasier og en del mænd har spurgt ind til mine erfaringer med betalingssex. Selv om jeg har mødt mange prostituerede er jeg ikke tiltrukket af professionel sex og har derfor ingen erfaring som sexkunde. For nyligt slog det mig dog at man ikke behøver tænde på prostitution for at booke tid hos en escortpige. Mange prostituerede er dygtige massører, har en meget præcis forståelse af en mands seksualitet og kan en række tricks der muligvis kunne gøre en session til en lærerig oplevelse. Med dette i tankerne besluttede jeg at lave noget erhvervsrettet og fradragsberettiget research inden for området prostitution.

Jeg er naturligvis klar over at betalingssex ikke er underlagt nogen form for kvalitetskontrol og at man derfor sjældent ved hvad man får før man skal betale. Inden jeg gik i gang med at udforskningen valgte jeg derfor at se mig godt for. Efter at have læst en hel del escortprofiler og anmeldelser lavede jeg en liste over 8 kvinder som jeg mente havde en interessant profil. Den første på listen hed Annie og så ud til at have det hele. Dels havde hun en intelligent profiltekst men skrev også at hun havde ekspertise som massør og ud over det havde hun også masser af gode anmeldelser og nogle fantastiske (og naturlige) billeder.

Da jeg havde booket en time hos Annie, studerede jeg en guide som beskrev hvordan man som sexkunde skaber den bedst tænkelige energi. Ifølge guiden skulle jeg betale ved ankomsten, skulle lade hende sætte rammen og bestemte farten og skulle være opmærksom på at tage af sted når tiden var gået.

 

I TERAPI HOS EN ESCORT

Efter at være ankommet til den aftalte adresse, tog Annie smilende imod mig i døren. Iført et hvidt sæt blondeundertøj matchede hun til fulde sine billeder. Efter at jeg havde betalt kontant fik jeg et håndklæde og tog et bad hvorpå vi mødtes i lejlighedens soveværelse. Soveværelset havde en stor seng og var indrettet som et behandlerrum hos en healer med dæmpet musik, buddha figurer og duften af esoteriske olier.

Imens vi satte os på sengen, fortalte jeg Annie at jeg ikke tidligere havde betalt for sex og ikke var sikker på om det ville tænde mig.

”Ok,” sagde hun, ”men så kan jeg starte med at give dig en afslappende massage. Så kan du jo bare nyde og tage imod. Hvis du får lyst, må du gerne røre ved mig imens jeg masserer, men du skal være opmærksom på at give mig plads til at arbejde.”

Efter at have bedt mig ligge på maven begyndte Annie at give mig en fuldkropsmassage. Jeg har ofte fået professionel massage, men aldrig af en massør der havde en så erotisk udstråling og som samtidig fandt det naturligt at jeg var nøgen. Da Annie bad mig vende mig om og ligge på ryggen masserede hun mig alle steder. Det var dermed første gang at jeg oplevede at betegnelsen ”fuldkropsmassage” ikke var falsk varedeklaration.

 

KÆRESTE OG KUNDE

Imens Annie masserede havde vi en livlig samtale og jeg spurgte blandt andet ind til forskellen på måden hun har sex med en kunde og en kæreste.

”Med en kæreste kan jeg bedst lide at give helt slip og lade ham styre,” sagde hun, ”men med en gæst foretrækker jeg at være den der styrer. Møder jeg ham flere gange og er der tillid kan jeg overgive mere kontrol til ham.”

”Men du udvikler aldrig et følelsesmæssigt forhold til en kunde?” spurgte jeg.

”Nej,” sagde hun. ”Jeg kan godt nyde sex med nogle af de mænd der kommer hos mig, men så længe vi har en professionel relation lukker jeg ham aldrig helt ind.”

”Hvad tænder du mest på når du er sammen med en kæreste?” spurgte jeg.

”Det lyder muligvis mærkeligt,” sagde hun og smilede, ”men jeg har altid tændt på at min kæreste behandlede mig som en luder og at jeg gav slip og var til rådighed for hans lyster.”

”En luder?!” udbrød jeg. ”Har du fået penge for sex af dine kærester?”

”Et par gange,” sagde hun, ”men som en del af et rollespil.”

”Men når du er på arbejde, kan du IKKE lide at blive behandlet som en luder?”

”Netop,” sagde hun og lo. ”Det er jo et paradoks. Når jeg arbejder, foretrækker jeg at en mand behandler mig som en prinsesse.”

Imens Annie fortsatte med at massere mig, var det tydeligt at hun gjorde hvad hun kunne for at bevæge sig på måder der stimulerede mig – både fysisk og visuelt. Havde jeg fået en tilsvarende massage af min kæreste ville jeg være blevet ualmindelig opstemt, men Annie var professionel og derfor opstod der ikke den samme energi imellem os. At tilbringe tid med en tiltrækkende kvinde med hvem jeg ikke havde et forhold og hvor alt kunne ske, var dog en forløsende oplevelse. Med andre ord var det tale om en tiltrængt kontrast til de andre professionelle møder jeg har med min revisor, automekaniker og tandlæge.

 

PROFESSIONEL SEX

Efter massagen smed Annie sit undertøj hvorpå hun smurte os begge ind i duftende olie inden hun gav hun mig en krop-mod-krop massage. At hun i langsomme og intense bevægelser gled hen over mig, gav mig ikke kun fysisk nydelse men også en yderst erotisk udsigt. Efter nogle minutter begyndte jeg at mærke en sitren i kroppen hvorpå jeg blev tændt. Havde Annie været en konventionel massør ville dette uden tvivl have gjort hende forlegen, men for en sexarbejder var der naturligvis tale om et kompliment.

”Det ser ud til at du godt kan tænde,” sagde hun med et smil inden hun fandt et kondom på natbordet og holdt det op foran mig. ”Er du klar til at gå videre?”

Det var jeg og efter at hun havde givet mig kondomet på, begyndte vi at have sex, Til at starte med blev jeg liggende på ryggen, men snart forsøgte vi os også med andre stillinger. Selv om Annie bevægede sig helt igennem virtuost og også var nærværende var det alligevel stadig tydeligt at dette var en professionel service. Ud over at vi ikke kyssede var der heller ingen gnist i vores øjenkontakt og ingen elektricitet når vi rørte hinanden. De lyde, Annie udstødte, virkede ikke påtagede, men samtidig kunne jeg også mærke at hun holdt en professionel distance. Som kvinde havde Annie det hele – de perfekte mål, duftede fantastisk, bevægede sig som en sexgudinde og vidste præcis hvordan hun skulle stimulere mig. Alligevel gik der ikke længe inden jeg mistede lysten.

”Du har været spændende,” sagde jeg, ”men selv om du ser fantastisk ud og ved præcis hvad du skal gøre har jeg svært ved at tænde uden ægte gensidig tiltrækning.”

”Jeg er altid lidt mere tilbageholden når jeg møder en gæst første gang,” sagde Annie. ”Hvis vi mødes igen, er jeg sikker på at vi begge kan åbne lidt mere.”

”Det vil muligvis virke,” sagde jeg, ”men skal jeg kunne blive rigtig passioneret ville vi være nødt til helt at slippe den professionelle distance.”

”Det med det professionelle er desværre en del af konceptet i min butik,” forklarede hun og grinede.

Herefter lå vi med armene om hinanden og nussede og snakkede indtil alarmen på Annies telefon pludselig begyndte at ringe. Det var tydeligvis et signal til at jeg skulle gøre mig klar til at gå. Da jeg var kommet i tøjet, gav vi hinanden et kram i døren og selv om det seksuelle ikke havde bragt mig i den syvende himmel var jeg alligevel fuldt ud tilfreds med oplevelsen. Den massage jeg havde fået af Annie, havde været forløsende og afslappende og nu kunne jeg bedre end nogensinde mærke at det er den følelsesmæssige forbindelse der tænder mig ved sex.

 

MIN KÆRESTE

Da jeg var hjemme ringede jeg til min kæreste, Maria og fortalte hende om min seance med Annie.

”Det lyder interessant,” sagde Maria. ”Hvis du besøger hende igen, vil jeg gerne med. Med hendes erfaring er jeg sikker på at hun kunne lære mig nogle interessante tricks og teknikker.”

”Jeg besøger nok ikke Annie igen,” sagde jeg, ”men jeg er ved at lave research omkring prostitution og planlægger at besøge andre escortpiger de næste uger. Det kunne være interessant at tage dig med men det kunne også skabe et problem.”

”Hvilket problem?” spurgte hun.

”Hvis du var med, er jeg temmelig sikker på at escortpigen ville blive arbejdsløs.”

 

bottom of page