top of page
  • Writer's pictureCarsten Graff

Prisen for Gratis Sex

Updated: Apr 27

Min yderst tabuiserede beregning på hvad det har kostet mig ikke at tænde på professionel sex.

For nyligt talte jeg med en ven som har brugt temmelig mange penge på prostituerede. Da han spurgte ind til mine erfaringer på området, sagde jeg at jeg ikke tænder på professionel sex.

”Du er heldig,” konkluderede han. ”Tænk på alle de penge du har sparet ved kun at have gratis sex!”

Imens vi talte videre om emnet fik jeg lyst til at finde ud af om det var sandt at jeg havde sparet penge. Da jeg kom hjem, lavede jeg derfor et regnestykke der skulle sætte fokus på det måske største tabu i mit kærlighedsliv – nemlig prisen for gratis sex. Der var naturligvis tale om en kompleks beregning som var behæftet med en hel del usikkerhed. Ud over det har jeg rundet 60 år og måtte starte beregningen godt 40 år tidligere da jeg i starten af tyverne begyndte at have en nogenlunde økonomi.

At mine forhold til kvinder ofte har udviklet sig til en bekostelig affære, handler om at jeg nyder at forkæle de mennesker jeg holder af. Det tænder mig at invitere min kæreste ud at rejse, på lækre middage, på spahotel eller købe ting til hende som hun ikke selv har råd til. Er jeg forelsket gør jeg alt for at min kæreste bor godt, har en bil og et liv hvor hun ikke skal bekymre sig om økonomi. Når jeg er single, bor jeg gerne helt simpelt og rejser jeg alene bor jeg som regel på et billigt værelse. Hvis min kæreste er med, nyder jeg at opleve hendes begejstring når vi bor på luksushotel, lejer en god bil og tager på alverdens events og udflugter. Min tilgang til mine forhold skaber ofte en økonomisk afhængighed hvilket ofte fører til følelsesmæssig afhængighed. Så snart afhængigheden opstår begynder tiltrækningen at aftage hvorpå vi har vores første konflikter. Efterhånden som problemerne udvikler sig ender det med et brud hvilket som regel resulterer i uhyrlige udgifter til skilsmisse, bodeling og advokater.

Da jeg – i runde tal – var færdig med at udregne prisen for mit sex- og kærlighedsliv overvejede jeg om jeg også skulle inkludere tabt arbejdsfortjeneste. I mine forhold har jeg, i tidens løb, ladet mig overtale til at bruge tusindvis af timer på at være flyttemand, handyman, terapeut, husalf, kok, indretningsarkitekt, chauffør og lignende. For ikke at gøre regnestykket for kompliceret valgte jeg dog ikke at indregne tabt arbejdsfortjeneste og korrigerede heller ikke for inflation. På den måde nåede jeg frem til at mit kærlighedsliv over en periode på 40 år havde kostet godt og vel 10 millioner kroner. I løbet af de 40 år estimerede jeg at jeg i snit har haft sex med mine koner og kærester 100 gange om året. Det svarer til 4000 gange hvoraf det sandsynligvis har været fantastisk sex cirka 25% af gangene. De resterende 75% kunne formegentlig kategoriseres som pligtsex, rutinesex, forsoningssex eller kedsomhedssex. For 10 millioner kroner havde jeg altså haft god sex 1000 gange hvilket svarede til 10.000 kr. per gang.


Da beregningen nu var på plads, søgte jeg lidt online for at se hvad jeg kunne få for 10.000 kr. Her fandt jeg en kvinde der hed Zahia Dehar som er nummer 9 på listen over verdens dyreste luksus escortpiger og som koster lidt under 10.000 kr. per møde. Gik jeg i stedet efter en gennemsnits escortpige i Danmark var prisen godt 1500 kr for en time. For 10 millioner kroner kunne jeg altså tage på 6666 escortbesøg. Sagt på en anden måde: Over en periode på 40 år kunne jeg have besøgt en frisk og serviceminded kvinde hver anden dag. Kvinden ville ikke kun ligne heltinden i min hedeste sexfantasi, men ville – ud over det – ikke sætte mig i arbejde eller pudse advokater på mig hvis jeg ønskede at afbryde forholdet.

Kiggede man derfor alene på det seksuelle var det altså tvivlsomt om jeg havde sparet penge. Heldigvis har mit kærlighedsliv også bestået af meget andet end sex hvilket betyder at jeg har fået mange andre servises for mine penge. Disse services inkluderede blandt andet jalousi, skænderier, drama over ligegyldigheder, sure pligter, familielivsrutiner, pligtsex (og den type impotens der medfølger), kriser, sure sokker, sårede følelser, parmiddage, toiletbesøg med åben dør, uudtalte forventninger, tosomhed, indkøb af ting vi ikke skulle bruge, svigermødre, mistænksomhed, hemmelige fantasier, følelsesmæssig og seksuel klaustrofobi, utroskab, skjulte dagsordener, morgengrimhed, angst for at være alene og ikke mindst den stafet man laver omkring børn, rengøring og indkøb. Ud over dette havde jeg fået de obligatoriske samtaler om ”hvor forholdet skal lede hen”, om at alle andre par har det bedre end os og om at jeg burde opføre mig som hendes venindes mand. Fordi mine forhold sjældent har varet mere end nogle få år, er jeg dog gået glip af glæderne ved at vi så hinanden blive gamle og falde fra hinanden.

Ifølge mit regnestykke var det altså tvivlsomt om jeg havde sparet penge, men til gengæld var der ingen tvivl om at jeg havde fået mængder af services som en professionel partner aldrig ville kunne tilbyde. På den baggrund kunne jeg derfor konkludere at min ven havde ret og at jeg er heldig at jeg ikke tænder på professionel sex.


100 views
bottom of page