Det som gør en skideballe ubehagelig er at man forsøger at undgå den. Her er hvad der skete da jeg vendte dynamikken og opsøgte en skideballe.
En eftermiddag gik jeg en tur langs en strand, da der pludselig dukkede et skilt op foran mig, hvorpå der stod:
”Fuglereservat: Adgang forbudt!”
Hen over stranden var der spændt et hegn, som gik et godt stykke ud i vandet. Hegnet var ganske lavt, og uden at tænke nærmere over det, sprang jeg over hegnet og fortsatte min vandring. Nogle kilometer længere fremme fik jeg øje på en mand i grønt tøj, som sad i græsset og betragtede mig gennem en kikkert. Han havde langt, strittende, rødt hår, stort skæg og på fødderne bar han langskaftede, grønne gummistøvler. Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke han var ornitolog, og så vidt jeg kunne vurdere, var han ophidset over min indtrængen på området. Jeg satte farten lidt ned og betragtede manden, som nu så urolig ud, imens han kiggede i min retning. Der var ingen tvivl om, at han var klar til at give mig en skideballe, fordi jeg var gået forbi skiltet. Spørgsmålet var, om jeg skulle gå videre, eller om jeg skulle undgå ham ved at gå tilbage. Imens jeg tøvede, slog det mig, at det langt fra var første gang i mit liv, jeg havde overvejet hvordan jeg kunne undgå at blive skældt ud, men hvorfor er det så ubehageligt at blive skældt ud? En skideballe kan føles som et overfald, kan ofte mærkes længe efter og kan resultere i en slags følelsernes svar på tømmermænd. Der er mennesker, hvis skideballer man vil gå til yderligheder for at undgå, og der er nogle, som man praktisk talt er ligeglad med. At arbejde med min evne til at være i konflikt var noget, jeg primært havde trænet med mine skiftende kærester. Set i dette perspektiv udgjorde mødet med den aggressive ornitolog derfor en enestående chance for, at jeg kunne øve mig med en fremmed. Begejstret ved disse tanker satte jeg derfor kurs imod den sure ornitolog.
Jeg var godt ti meter fra ham, da han, helt efter bogen, rejste sig, satte hænderne i siden og råbte:
”HVAD FANDEN LAVER DU HER, NÅR NU DU IKKE MÅ VÆRE HER?!”
Nu ville det naturligvis være nærliggende at stille ham det samme spørgsmål, men da jeg jo kunne se, at han var en fuglekender, ville han sandsynligvis forklare, at han havde en eller anden autoriseret tilladelse.
”KAN DU IKKE SE, AT DU SKRÆMMER FUGLENE – DIN IDIOT?!” fortsatte han råbende, hvorpå store flokke af fugle lettede overalt i klitterne omkring os. Imens han ventede på, at jeg skulle svare, gav jeg mig god tid og tænkte mig om. Enten kunne jeg give ham en undskyldning, hævde at jeg ikke havde set skiltet, anklage ham for at tale respektløst til mig, tale beroligende til ham eller lave en lang række kombinationer af ovenstående. Havde jeg været i stand til at sandsynliggøre, at jeg også var ornitolog, ville han helt sikkert have givet mig en undskyldning. Havde jeg været den første, som nogensinde havde trodset skiltet, ville han uden tvivl have talt pænt til mig. Der lå altså en historie bag hans reaktion, men dette ville jeg næppe kunne tale med ham om. Måske var ornitologen slet ikke sur på mig, men havde bare haft en dårlig morgen, været oppe at skændes med konen, havde glemt sin madpakke eller havde slået hul på en af sine gummistøvler. Mulighederne var mange, men at forsøge at spørge ind til situationen ville formentlig ikke være muligt. Efter moden overvejelse valgte jeg at svare så ærligt, jeg kunne på hans spørgsmål.
”Egentlig gik jeg herhen for at øve mig i at blive skældt ud,” sagde jeg og grublede lidt videre, inden jeg fortsatte: ”Jeg bliver ofte fristet til at forsøge at flygte, når nogen bliver vrede på mig, men i dag har jeg besluttet, at det skal være anderledes. Hvis du har lyst, er du derfor velkommen til at skælde mig ud lidt endnu.”
Dette fik den rødskæggede mand til at se komplet lamslået ud. Hvad han tænkte, kunne jeg ikke regne ud, men der var næppe tvivl om, at han var sendt til tælling. Efter nogle sekunder var det dog, som om han gradvist kom til hægterne igen, hvorpå han med en anklagende stemme spurgte, om ikke jeg havde set skiltet.
”Det er interessant, at du spørger …,” startede jeg og tænkte mig grundigt om igen, ”jeg så godt skiltet. Det mærkelige er, at det slet ikke fik mig til at stoppe.” Jeg kløede mig i nakken, imens jeg grublede lidt videre. Ornitologen så nu atter aldeles desorienteret ud, imens jeg forsøgte at afgøre, hvad jeg mere skulle sige: Enten kunne jeg forsøge at åbne et lille fællesskab mellem os ved at spørge, om han nogensinde selv havde prøvet at komme til at ignorere et skilt. Jeg kunne også spørge, hvem han var, hvorfor skiltet ikke gjaldt ham, eller måske skulle jeg spørge, om der var noget, jeg kunne sige, som ville kunne give ham mere energi til at fortsætte med at skælde ud. Det slog mig også som en mulighed, at jeg kunne udvise forståelse for hans irritation, men dette ville temmelig sikkert ikke virke ærligt. Uden tvivl ville han kunne mærke, at jeg aldrig havde prøvet at være en ornitolog, der hidsede sig op over en idiot, som vadede direkte igennem et fuglereservat. Inden jeg selv kunne nå at finde på noget at sige, talte han igen.
”Nå, men du må altså ikke være her!” vrissede han ligesom for at være sikker på, at konflikten ikke gik i glemmebogen. ”Dine søforklaringer ønsker jeg ikke at forholde mig til.”
”Som jeg sagde før, ved jeg godt, at jeg ikke må være her,” sagde jeg.
”Men hvorfor ignorerede du skiltet?” spurgte han vedholdende.
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg, ”det er jo netop det, der er problemet. Jeg så skiltet, og så gik jeg lige hen over hegnet uden at tænke videre over, om det gjaldt mig. Hvorfor tror du, at jeg ignorerede skiltet?”
Nu så han helt opgivende ud.
”Det ved jeg ikke,” sagde han, ”og jeg er også totalt ligeglad.”
”Men du spørger jo,” sagde jeg. ”Det mindste, vi kan gøre, er da at forsøge at finde svaret.”
Hovedrystende pegede han ned ad en sti, som lå lidt væk og sagde: ”Gå den vej ud. Så forstyrrer du ikke fuglene.”
”Ok,” sagde jeg og vendte om for at gå den vej, hvorfra jeg kom.
”NEJ!” udbrød han, ”hvorfor gør du ikke, som jeg siger?”
”Fordi jeg øver mig i at blive skældt ud,” sagde jeg. ”Hvis ikke jeg giver dig noget at skælde mig ud over, kan jeg jo ikke øve mig.”
For en stund stod han og tænkte lidt over, hvad jeg havde sagt. Til sidst rystede han opgivende på hovedet, satte sig ned og tog kikkerten frem for at kigge ud over vandet. Skideballen var afsluttet og nu ignorerede han mig. For en stund overvejede jeg, om det nu var min tur til at skælde ham ud. Trods alt havde jeg jo overtrådt et forbud, og hvis ikke han stoppede mig, var der næppe nogen, som gjorde. Efter moden overvejelse valgte jeg dog at affinde mig med situationen. Uden tvivl ville det være meget lettere at få skideballer på dage, hvor jeg ikke ønskede at få dem. En smule klogere på konflikter fortsatte jeg dermed min ulovlige vandring langs stranden og besluttede mig (i håb om at få en lidt længere skideballe næste gang) at forsøge at undgå at få en skideballe, hvis jeg kunne finde en ny ornitolog længere fremme.