SÅDAN UNDGÅR JEG FORLORNE SAMTALER

​

I temmelig mange år har jeg været selverklæret sociofob og er rigtig glad for min diagnose. Som regel går min sociofobi i udbrud når jeg er sammen med mennesker der prøver at involvere mig i forlorne samtaler med det primære formål at undgå tavshed. Et af de steder hvor den slags samtaler har ideelle betingelser er til prangende opsatte fester hvor jeg alt for let mærker at mange føler sig tvangsindlagte til at være glade. På den baggrund er det sjældent at mine venner inviterer mig til deres fødselsdage, men engang kunne jeg ikke få mig selv til at sige fra. En ven fyldte rundt og havde af uforklarlige årsager glædet sig EKSTRA meget til at jeg var med til festen.

 

I nogle dage overvejede jeg hvordan jeg kunne sige nej tak uden at gøre ham ked af det indtil jeg hørte at der var en udviklingshæmmet fyr som hed Thomas i min vens familie. Thomas skulle heldigvis med til festen og min betingelse for at deltage blev derfor at jeg kunne få lov til at sidde ved siden af Thomas. Det fik jeg lov til og da jeg ankom til festen, styrede jeg direkte til det fint opdækkede bord og satte mig ved siden af Thomas som allerede var på sin plads. Thomas viste sig at være en kæmpe der var over 2 meter høj og selv om han ikke kunne tale var det tydeligt at han og jeg havde en fantastisk kemi. At hænge ud med en mand der intet filter havde var lige hvad jeg havde brug for hvis jeg skulle komme helskindet igennem festen. På sin transparente og ligefremme facon kunne Thomas på helt uforudsigelige tidspunkter spytte maden ud på bordet, skide i bukserne eller råbe uartikuleret. At føre forlorne samtaler når man var sammen med Thomas var simpelthen ikke muligt.

 

Efter at jeg havde hjulpet Thomas med at spise forretten fik vi en hovedret bestående af kød, kartofler og brun sovs. Med et stort grin slog Thomas mig i siden for at vise mig at han ikke behøvede hjælp til at spise hovedretten. Hans metode bestod i at stikke hele ansigtet ned i sin tallerken hvorpå han med en høj slubrende lyd sugede sovsen ind i munden. Bagefter slog han en højlydt bøvs og lænede hovedet op ad min skulder inden han rengjorde ansigtet ved at gnubbe det imod mit bryst. Alle omkring bordet gjorde hvad de kunne for at ignorere os hvilket betød at jeg – uden at nogen bemærkede noget – kunne spise på samme måde som Thomas.

Efter middagen gik Thomas og jeg rundt og holdt hinanden i hånden imens vi drak sodavand og spiste slik. På denne måde blev det klart at der i en radius på et par meter omkring Thomas opstod en såkaldt sociofobi-fri zone hvori jeg kunne slappe helt af. Hvis nogen forsøgte at bryde ind i zonen for at forulempe mig med small-talk var Thomas med det samme på pletten. Med en nærmest kirurgisk præcision gjorde han hver gang kort proces. Enten væltede han tilfældigvis et glas, rystede sin sodavand eller lagde sin gigantiske bjørnelab på mit hoved og udstødte nogle truende lyde der indikerede at jeg ikke havde tid til at tale med andre end ham.

 

Da jeg forbavsende sent på aftenen krammede Thomas og min vært farvel kunne jeg med fuld ærlighed sige at jeg havde haft en fantastisk aften. På vejen hjem slog det mig dog at Thomas måske i virkeligheden slet ikke var udviklingshæmmet, men derimod – hvad man kunne kalde – udviklingsboostet. Fordi han havde nået et meget højt mentalt og spirituelt stadie var han blevet i stand til, konstant, at undgå alle former for påtaget adfærd. Om jeg en dag kunne nå så højt et udviklingsstadie var dog nok tvivlsomt men efter festen besøgte jeg Thomas ved flere lejligheder for at forsøge at aflure nogle af hans tricks.