

RYGNING PÅ DEN SUNDE MÅDE
RYGNING PÅ DEN SUNDE MÅDE
Der er ikke mange der tror det når jeg siger at rygning, fastfood og slik booster mit helbred. Vi har jo alle lært at sundhed handler om hvad man spiser og hvor meget man bevæger sig. I min verden handler sundhed dog altid om hvorfor og hvordan man spiser og bevæger sig. Personligt har jeg aldrig gået til en sport og ud over at jeg spiser masser af fastfood og slik har jeg også røget i over 40 år. På trods af dette var jeg til en undersøgelse hos min læge for nogle år siden hvorpå han konkluderede at jeg måtte være triatlet.
USUND RYGNING
Da jeg som 17-årig begyndte at ryge, var det fordi det var hyggeligt at ryge med vennerne, men snart blev jeg en del af den usunde og herskende rygekultur hvor man ryger ureflekteret og af ren og skær afhængighed. Som regel røg jeg 10-15 cigaretter dagligt og startede ofte dagen med at ryge lige efter morgenmaden. På trods af at jeg godt kunne mærke at det ikke var godt for mit helbred, har jeg aldrig nogensinde overvejet at holde op. I stedet var jeg opmærksom på at min tilgang til rygning – år for år – forandrede sig og var spændt på i hvilken retning det gik.
RYGNING I FORANDRING
Efter at jeg havde røget i nogle år lagde jeg på et tidspunkt mærke til at jeg havde mistet lysten til at ryge om morgenen og senere mistede jeg også lysten til at ryge om formiddagen. Efterhånden blev rygning mindre og mindre en vane for samtidig at blive en større og større nydelse. Jeg kunne også konstatere at jeg ikke længere røg når jeg var stresset, men kun når jeg slappede af. I begyndelsen havde rygning været en social aktivitet, men efterhånden røg jeg kun når jeg var alene. Snart kunne jeg heller ikke nyde rygning hvis det generede nogen. Stanken af røg i et lukket rum eller af røgen fra en stresset ryger var ubærlig og jeg mistede derfor også lysten til at ryge indendørs. Efter godt 20 år røg jeg kun 2 til 4 cigaretter om dagen og kun hvis jeg kunne fokusere og var sikker på ikke at blive forstyrret. Rygning var blevet en slags meditation og jeg kunne derfor ikke ryge hvis der var myg, for meget larm eller nogen der forsøger at få min opmærksomhed. Hvis jeg valgte at ryge uden at overholde mine regler stank jeg af røg og mistede som regel lysten til at ryge i nogle dage.
RYGNING OG EKSPERIMENTER
Igennem årene har jeg eksperimenteret en del for at afsøge min tilgang til rygning. En overgang gik jeg over til e-cigaretter, men damp gav mig ikke den samme nydelse og ud over det har en e-cigaret heller ikke en naturligvis slutning. Med en e-cigaret skulle jeg bruge energi på at tænke over hvor længe jeg havde lyst til at ryge og det gjorde det svært at holde koncentrationen. En overgang lavede jeg ofte nogle tai chi lignende bevægelser imens jeg røg, men det tiltrak for meget opmærksomhed og derfor holdt jeg op med det igen. I dag slapper jeg bare af når jeg ryger imens jeg lader tankerne flyve og bevæger kroppen med det formål at strække de muskler jeg indimellem glemmer at bruge når jeg ikke ryger.
FORVENTNINGEN OM AT RYGE
Den største nydelse ved at ryge er som regel ikke selve rygningen, men forventningen og tanken om at finde den afslappede tilstand som gør at jeg har lyst til at ryge. Da mine børn var små, kunne jeg lave mad og få dem hele vejen igennem dagens og aftenens proces imens jeg så frem til det øjeblik hvor de sov og huset var helt stille. Når jeg nåede frem til dette særlige og rolige øjeblik, kunne jeg med en kop the eller kaffe i hånden snige mig ud i haven og slutte dagen med mit lille ritual. På den måde blev rygning en slags punktum der markerede at dagen var slut og at der ikke var mere jeg behøvede at gøre.
ASOCIAL RYGNING
På grund af min asociale tilgang til rygning er der ingen af de mennesker som er tæt på mig i dag som har set mig ryge og de fleste ved ikke at jeg er ryger. Indimellem ser de måske at jeg har en pakke cigaretter liggende, men tror sandsynligvis at nogen har glemt dem hos mig. Min tilgang til rygning har igennem årene giver mig en hel del absurde oplevelser. For eksempel stod jeg engang foran en cafe med en cappuccino i hånden og røg. Pludselig kom der en fyr hen og spurgte om ild hvorpå han begyndte at sludre. Dels ærgrede det mig at jeg blev forstyrret midt i noget vigtigt, men han kunne jo ikke se at jeg var optaget. Derfor var jeg høflig men da jeg skulle til at tale med ham opdagede jeg til min store forbavselse at jeg ikke kan tale og ryge på én gang. På det tidspunkt havde jeg røget i 10-15 år uden på noget tidspunkt at sige et eneste ord. Derfor gik der et øjeblik hvor fyren sandsynligvis troede at jeg var stum før jeg kunne sludre med ham.
RYGENDE GÆSTER
Har jeg gæster som spørger om de må ryge ved et åbent vindue i mit hjem siger jeg som regel nej – også selv om jeg jævnligt selv står ved et vindue og ryger. Sagen er at kun ganske få mennesker har den fornødne ekspertise til at ryge ved et vindue. De fleste puster bare røgen ud i vinden hvorpå det meste kommer direkte ind igen. At ryge ved et vindue kræver at man tager højde for vindens retning og kan bruge den dynamik der er ved bunden eller overkanten i vinduet som betyder at røgen guides udenfor.
SUNDHEDSREGLER
Fordi vi kulturelt set har en så usund tilgang til tobak bliver der lavet mange tiltag der skal begrænse rygning. For eksempel har politikerne besluttet at der ikke længere må stå på cigaretpakker hvor meget nikotin eller tjære de indeholder. Ifølge den måde at se tingene på er AL rygning farligt – uanset hvordan og hvad man ryger. Endnu har jeg ikke helt kunnet forstå rationalet. Ville det ikke svare til at man solgte en flaske med alkohol uden at oplyse alkoholprocenten ud fra et rationale om at ALLE former for alkohol er farligt – uanset om man drikker rom eller hvidtøl?
LAD MIG VÆRE
Som det fremgår, har jeg ingen videnskabelige beviser for at rygning booster mit mentale og fysiske helbred. Da jeg ikke forsøger at promovere rygning, gør det mig ikke det store. Til gengæld vil jeg benytte lejligheden til at komme med en lille bøn: Ser du mig en dag stående på gaden imens jeg ryger håber jeg at du vil ignorere mig fuldstændig. Gør du ikke det, vil du dels forstyrre mig, men du trækker mig også ind i en social tilstand som betyder at rygning bliver sundhedsskadeligt.