top of page
  • Writer's pictureCarsten Graff

Om at ødelægge et godt uvenskab

Updated: Nov 12, 2023

Den kraft som skaber uvenskaber er tabuiseret og opløser man tabuet fungerer uvenskabet ikke længere.


Det var en ganske almindelig morgen da jeg, helt uventet, modtog en gratis lektion i konflikthåndtering i min postkasse. Lektionen ankom i form af et brev, som var skrevet af min nabo. I brevet stod der, at han havde hørt, at jeg havde bagtalt ham, og at han derfor ikke ønskede at tale med mig mere. Der var ingen tvivl om, at det, jeg havde sagt, var blevet overdramatiseret, men det var tvivlsomt, om jeg kunne få ham til at tro på det. Ud over dette ville situationen også blive svær at forklare, når nu min nabo ikke ønskede at tale med mig mere. De næste dage kunne jeg mærke, at jeg var meget påvirket af brevet. Ikke alene blev jeg dårligt tilpas ved tanken om at skulle møde ham, men jeg kunne også mærke min egen uro, når jeg passerede hans hus. Tanken om, at vi pludselig skulle stå ansigt til ansigt, gjorde mig dårligt tilpas. Hvordan jeg skulle optræde over for ham, var pludselig omgærdet af en tåge.

En morgen mødte jeg ham i et indkøbscenter. I brøkdele af et sekund havde vi øjenkontakt. I hans øjne var der ingen mimik og – selv om vi havde kendt hinanden i flere år – ingen synlig reaktion på, at han vidste, hvem jeg var. Oplevelsen gav mig både hjertebanken og en underlig fornemmelse i maven, og inden jeg kunne nå at tale med ham, var han atter forsvundet. Situationen gjorde mig ikke kun ubehageligt til mode, men også frustreret, og de næste dage brød jeg i tiltagende grad hjernen med tanker om, hvordan jeg skulle forholde mig til ham. På sin vis kunne jeg konstatere, at konflikten var ensidig. Jeg var åben, og min nabo var lukket – han ønskede afstand, og jeg ønskede nærvær. Alligevel kunne jeg ikke sige, at konflikten levede uden min indvirkning – dermed ville jeg måske også kunne finde nøglen til konflikten i mig selv.

En uge efter, at jeg havde modtaget brevet, begyndte en plan at forme sig i mit hoved, og en aften, da jeg gik forbi hans hus, tog fanden ved mig. Med en vis uro i maven gik jeg hen og bankede på hans dør. Egentlig havde jeg forventet, at han bare ville smække døren i, når han så, at det var mig, men sådan gik det ikke. Snart stod han i døren med sine livløse øjne og kiggede op og ned ad mig, inden han sendte mig et køligt nik.

”Jeg har hørt, at du er vred på mig,” sagde jeg med så meget selvtillid, jeg kunne mønstre.

”Det er jo ikke så underligt,” sagde han surt, ”hvad vil du?”

”Jeg ville bare høre, hvordan vi skal gøre.”

”Gøre hvad?” spurgte han.

”Hvordan vi skal være uvenner …,” sagde jeg og fortsatte, inden han kunne nå at sige mere. ”Jeg er ikke så god til at være nogens uven og har ikke så meget erfaring med det, så jeg tænkte, at vi måske kunne aftale nogle retningslinjer.”

”Retningslinjer …?” Nu lignede han et stort spørgsmålstegn i ansigtet.

”Ja,” sagde jeg, ”hvordan skal vi være uvenner? Forleden lagde jeg mærke til, at du ignorerede mig, da vi mødtes i indkøbscenteret. Synes du, at det er bedst, at vi begge to ignorerer hinanden, eller ville det være i orden, hvis jeg hilser på dig fremover – også selv om du ikke hilser på mig?”

Han gloede undrende på mig et øjeblik, inden han svarede: ”Det kan jeg vel ikke forhindre dig i.”

”Ok,” sagde jeg, ”hvis nu vi forestiller os, at vi en dag mødtes ved et tilfælde i en storby på den anden side af jorden, ville du så også kunne gå forbi mig uden at sige noget?”

”Det ville måske nok være svært,” sagde han og gjorde mine til at ville lukke døren, ”men jeg har ikke lyst til at snakke med dig mere.”

”Du ville altså hilse?”

”Det kan da godt være, men hvor vil du hen med det?”

”Du hilser ikke på mig, når vi mødes her i landet, men vil gerne hilse på mig i et andet land. Hvor langt skal vi væk herfra, før du vil hilse på mig? 100 kilometer? 1000 kilometer?”

”Det ved jeg ikke,” sagde han, ”og jeg har slet ikke brug for at snakke om det.”

”Vil du ikke gerne have rene linjer?” spurgte jeg.

”Jo, men …”

”Hvis vi nu aftaler præcist, hvordan vi skal være uvenner, bliver det også lettere at fastholde vores uvenskab i fremtiden.”

”Ok, hvad er det, du vil have aftalt?” spurgte han irriteret.

”Til at starte med vil jeg gerne vide, om vi skal hilse på hinandens venner, om vi skal bagtale hinanden, om vi skal slette hinandens telefonnumre og om vi skal gøre noget aktivt for at undgå hinanden. Kunne vi ikke starte med at aftale det?”

”Hmm …,” sagde han og kløede sig i nakken.

”Hvad med min familie …” fortsatte jeg. ”Ville du hilse på dem, hvis du møder dem på gaden?”

”Ja – det vil jeg da,” sagde han, ”de har jo ikke gjort no-get forkert.”

”Nå, men det er rart at vide. Så vil det vel også være fint, hvis jeg hilser på din familie.”

”Naturligvis,” sagde han.

Sådan fortsatte samtalen i et stykke tid, og imens vi begyndte at definere vores uvenskab, kunne jeg gradvis mærke, hvordan konflikten imellem os fortrak sig. Efterhånden blev stemningen så afslappet, at min nabo pludselig hævdede, at det hele var én stor misforståelse, og at han slet ikke havde været vred på mig. Dette lod jeg mig dog ikke påvirke af og blev derfor ved med at forsøge at fastholde, at han og jeg nu var uvenner. Da jeg tog hjem efter at have siddet og snakket med ham i nogle timer, var han tæt på at blive irriteret over, at jeg vedblev med at fastholde, at vi var uvenner. På den måde indså jeg for første gang i mit liv, hvor spændende et uvenskab kan være. Af mine venner kan jeg lære mange ting, men af mine uvenner kan jeg lære endnu mere. Mine uvenner er mine venner, fordi de lærer mig at håndtere de følelser, som jeg ikke ønsker at konfrontere. Mine venner er mine uvenner, fordi de får mig til at dvæle ved alt det, som er let at forholde sig til. På den måde blev min uven en af mine gode læremestre. At vores uvenskab blev ødelagt i processen, måtte jeg tage med – hvor der handles, der spildes, som man siger.

Comments


bottom of page