top of page
  • Writer's pictureCarsten Graff

Afhængig af ædruelighed

Er man ædrugoholiker er der desværre ingen kendt behandling. Dette er historien om hvordan min afhængighed af ædruelighed startede og hvordan jeg siden har håndteret problemet.


DA JEG BLEV AFHÆNGIG

Indtil jeg var i midten af 30erne havde jeg et normalt forhold til alkohol og drak derfor jævnligt til fester og med vennerne. Jeg havde aldrig overvejet at holde op med at drikke, men for godt 25 år siden var jeg en sen aften på vej hjem fra en fest. Til festen havde jeg drukket både vin og øl og var en smule omtåget. Da jeg gik igennem en stille park, kiggede jeg på himmelen som var stjerneklar og kunne pludselig mærke hvordan min beruselse skabte distance til både mig selv og til naturen omkring mig. Imens jeg stoppede op og betragtede stjernerne kunne jeg pludselig mærke at jeg fremover havde brug for at være helt til stede og at jeg derfor ikke ville drikke alkohol igen. Siden dengang har jeg på intet tidspunkt drukket alkohol og har heller aldrig haft lyst til det.

I de følgende måneder blev jeg mere og mere glad for at være ædru. Det gav mig en kæmpe nydelse at kunne mærke hvordan jeg havde det og altid at kunne mærke andre mennesker helt tydeligt og klart. At vende tilbage til alkohol var dermed ikke interessant og dermed måtte jeg acceptere at jeg var gået hen og blevet afhængig af ikke at være påvirket.


DET STORE SKIFT

I mange år havde alkohol spillet en vigtig rolle når jeg var sammen med venner, gik i byen eller mødte kvinder. Uden alkoholen var det nødvendigt at ændre mit sociale liv og samtidig var der også en hel del mennesker der forsvandt ud af mit liv. At jeg holdt op med at drikke alkohol, betød paradoksalt nok at alkoholen fik en større betydning end da jeg drak. Alkohol er en så integreret del af vores kultur at det er mere mærkeligt IKKE at drikke end at drikke eller sagt på en anden måde: Det er mere mærkeligt at være afhængig af at være ædru end at være afhængig af at være fuld. På den baggrund føler de fleste mennesker at man skylder dem en forklaring hvis de bemærker at man ikke drikker alkohol. At skulle give en forklaring er som regel udgangspunkt for akavede samtaler og tab af den gode stemning. Med årene er jeg derfor blevet bedre og bedre til at camouflere at jeg er afhængig af at være ædru. Nogle gange lyver jeg og siger at jeg er på antabus eller at jeg skal køre bil. Andre gange vælger jeg at sige ”måske lidt senere” når min vært ivrigt forsøger at skænke mig et glas. I den slags situationer handler det jo om at forsøge ikke at ødelægge et socialt rum ved at flytte fokus til min afhængighed og dermed give andre dårlig samvittighed over at de drikker.


Det er mere mærkeligt at være afhængig af at være ædru end at være afhængig af at være fuld.


UBEHAG VED ALKOHOL

I tiden efter at jeg stoppede med alkohol havde jeg en periode hvor jeg følte ubehag ved lugten af alkohol. Sad jeg på en restaurant fik jeg indimellem kvalme af den gennemtrængende og rådne og sødlige lugt af vin og brød mig heller ikke om stemningen af mennesker der blev løsslupne og højrøstede af at drikke. Kunne jeg dengang vælge ville jeg foretrække at sidde ved siden af en ryger frem for en som drak alkohol. Min modstand forsvandt dog efter et års tid hvorpå jeg ikke længere følte mig generet når andre drak. Tværtimod begyndte jeg at nyde når andre drak og ærgrede mig som regel over at min afhængighed så let kunne lægge en dæmper på andre mennesker. Med tiden lærte jeg også at drikke vin, men kun hvis den var fortyndet 10:1 med vand. Kom procenten under 1% blev jeg hverken træt eller fjern og kunne samtidig mærke at vin med vand er godt for fordøjelsen. Problemet er dog at de fleste mennesker bliver sure eller forfærdede hvis de ser at man blander en god vin med vand.


DE SVÆRE VALG

Som afhængig af ædruelighed har jeg tusindvis af gange stået over for nogle meget svære valg. Især hvis jeg besøger et menneske der bruger deres gæster som en forklaring på at de drikker. Som regel indleder de mit besøg med at sige:

”Jeg drikker aldrig alene, men nu du er kommet på besøg vil jeg åbne en GOD flaske vin.”

Med sådan en velkomst lægges der jo et gigantisk pres på mig. At sige nej-tak er jo det samme som at forbyde min vært at drikke og da det er en GOD vin, vil det blive opfattet som hærværk hvis jeg spørger om jeg må blande den med vand. I situationer som denne valgte jeg en overgang at lade min vært skænke op til os begge og så ikke røre mit glas. Det blev dog altid pinligt når værten opmærksomt holder øje med mig imens han siger skål. I dag melder jeg derfor rent ud med det samme og prøver herefter at overbevise min vært om at det rent faktisk er muligt at nyde vin når man drikker alene.

Der er også den slags situationer hvor jeg er blevet tvangsindlagt til at skulle skåle for et eller andet betydningsfuldt og hvor det er for akavet hvis jeg ikke er med. Som regel fylder jeg bare munden med det som nu blev hældt i glasset hvorpå jeg diskret går på toilettet for at spytte det ud i vasken.


MIN GLÆDE VED ALKOHOLIKERE

Når nogen spørger mig hvorfor jeg ikke drikker, påpeger jeg indimellem at det ville være mere logisk at jeg spurgte dem hvorfor DE drikker. Det er jo ikke sundt og drikker man meget er det ikke kun selvdestruktivt, men giver også tømmermænd. Jeg undergår dog helst den slags samtaler. At man ikke drikker, bliver for nogle mennesker et spejl hvori de pludselig får følelsen af at de drikker alt for meget. Når jeg siger at jeg ikke drikker får jeg dermed næsten altid følgende svar:

”Jeg drikker egentlig heller ikke, men kan godt lide et godt glas vin en gang imellem.”

Når mennesker siger sådan er det ofte fordi de er skabsalkoholikere. I virkeligheden foretrækker jeg at hænge ud med nogen der er åbenlys alkoholiker og drikker som en svamp. For den ærlige alkoholiker er det jo en fordel at jeg ikke drikker. Dels er der mere alkohol til ham eller hende og ud over det er jeg jo ædru og kan køre dem til fester eller til købmanden efter mere sprut.


DERFOR FORSVANDT MIN LYST

Ved en efterrationalising kan jeg se at jeg muligvis holdt op med at drikke fordi det ikke længere var nødvendigt. En stor del af mit liv har det været et problem at jeg alt for let kommer til at sige hvad jeg tænker og føler og derfor ender jeg jævnligt med at støde andre mennesker. Med årene er jeg blevet bedre til at mærke andres grænser og at undlade at være alt for ærlig. At være sammen med mennesker der er berusede, er derfor som regel altid en fordel. Når andre slipper hæmningerne, kan jeg jo gøre som dem og opføre mig og sige hvad jeg har lyst til. Man kan dermed sige at jeg – mentalt set – altid er beruset, men når jeg er sammen med mennesker der er ædru, lader jeg som om jeg også er ædru.


DE FÅ FORDELE

Den eneste gang jeg har drukket alkohol i 25 år, var da jeg havde inviteret tre venner til at spise på en fin restaurant i London. Til middagen bestilte jeg en alkoholfri øl til mig selv men ved et uheld kom tjeneren til at give mig en almindelig øl. Kort efter at jeg havde taget en slurk blev jeg omtåget og begyndte at læse etiketten og indså at den var 4.8%. Da jeg tilkaldte tjeneren og klagede, blev han meget ked af det og undskyldte mange gange. Sandsynligvis troede han at jeg var en alkoholiker på afvænning og at hele min aften nu var blevet ødelagt. Da middagen var forbi bad jeg om regningen hvorpå restaurantchefen kom ned til bordet og gav mig endnu en undskyldning inden han fortalte at middagen naturligvis var på husets regning. Så dette må være min konklusion: Selv om det ikke er let at være afhængig af at være ædru findes der altså også enkelte situationer hvor det kan være en fordel.

14 views
bottom of page