AT SKRÆMME EN OVERFALDSMAND

​

En eftermiddag da jeg gik igennem en tunnel ved en station kom der pludselig en mand løbende hen imod mig. Manden bar en lædervest, havde masser af tatoveringer og så totalt usoigneret ud. Under hans næse og ned af hans tøj var der spor af størknet blod – sandsynligvis fra et tidligere slagsmål. Da han nåede hen til mig, begyndte han at råbe at han ville smadre mig. Dette fik straks alle omkring mig til at forsvinde og imens manden fortsatte med at råbe begyndte han at slå ud efter mig. Hverken tanken om at stikke af eller slås virkede specielt appellerende hvilket betød at jeg blev stående og betragtede ham uden at vide hvad jeg skulle gøre. Næste gang han slog ud var hans knytnæve ikke mere end nogle få centimeter fra mit ansigt. Alligevel kunne jeg ikke involvere mig i konflikten. Hvorfor han angreb mig, forstod jeg ikke.

 

Det har altid været en del af min filosofi at jeg selv tiltrækker de ting der sker i mit liv. Når jeg bliver syg, er det min krop der fortæller at den har brug for en timeout og er jeg involveret i en ulykke er det fordi der er noget jeg gerne vil lære. Med den aggressive mand foran mig var det dog svært at mærke hvorfor jeg havde tiltrukket en der gerne ville slå mig ned. Spørgsmålet var derfor om min overfaldsmand kunne hjælpe mig med at finde svaret.

”Næste gang rammer jeg dig LIGE i synet!” råbte han truende imens han hoppede rundt i boksestilling foran mig.

”Det er helt i orden,” sagde jeg, ”men jeg må sige at jeg er overrasket over at jeg gerne vil overfaldes. Hvad tror du at jeg har brug for at lære?”

”HVAD?!” udbrød han og stoppede op for at glo på mig.

”Det ser ud til at jeg gerne vil overfaldes,” forklarede jeg igen, ”men jeg er ikke sikker på hvorfor.”

Det var tydeligt at han ikke forstod hvad jeg talte om. I stedet for at hjælpe mig med at analysere situationen begyndte han at hoppe rundt foran mig imens han skyggeboksede.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg og stak hånden frem for at hilse. ”Jeg hedder Carsten.”

Forvirret holdt han op med at skyggebokse imens han gloede lamslået på min hånd.

”Skal vi tage hjem til mig og drikke kaffe?” fortsatte jeg. ”Så kan vi i ro og mag finde ud af hvorfor jeg gerne vil overfaldes.”

”KAFFE?!” råbte han og så ud som om han aldrig havde hørt om den drik.

”Jeg bor nogle få minutter herfra,” forklarede jeg. ”Imens vi drikker kaffe, er du velkommen til at fortsætte overfaldet.”

Som svar slog han ud igen, men denne gang var der ikke så meget pondus bag slaget.

”Kommer du?” spurgte jeg og gjorde mine til at ville gå imens jeg prøvede at vinke ham med.

I nogle sekunder stod min overfaldsmand og stirrede forvirret på mig. Det var svært at se hvad han tænkte, men pludselig vendte han sig om og stak af.

 

Ærgerlig over ikke at have fundet ud af hvorfor jeg gerne ville overfaldes stod jeg alene tilbage og så ham forsvinde ud af tunnelen. I nogle sekunder overvejede jeg at løbe efter ham, men var nervøs for at komme til at skræmme ham yderligere. Næste gang jeg blev overfaldet måtte jeg forsøge at være mere forsigtig. På den måde kunne jeg måske få en ordentlig samtale med min overfaldsmand og finde frem til hvorfor jeg gerne vil overfaldes.