Medieapokalypsen (Sidste kapitel)

Af Carsten Graff

Dansk titel: INFOENZA

Udgivet: 1998
 

»Hvorfor har vi så travlt?« spurgte jeg mens jeg halsede efter Cleo ud gennem tv-stationens reception.
»Det er lige oppe over,« sagde hun alvorligt og viste sit identitetskort til en vagt mens hun tændte en smøg.
»Hvem er lige oppe over hvad?«
I løb bevægede vi os over parkeringspladsen foran Cabel Babel Networks skyskraber. Over vores hoveder forsvandt den enorme bygning i himlen.
»Katastrofen!« sagde hun. »Du har jo valgt at redde dig selv frem for flertallet!«
»Hvad?« udbrød jeg mens hun holdt bildøren for mig. »Du lyder snart som min kæreste Sue.«
»Informationsstanden vil stige og medierne er ved at løbe over deres bredder,« sagde hun alvorligt inden hun smækkede min dør, løb over på den anden side og sprang ind bag rattet. Med en skurrende lyd kom der liv i motoren hvorpå bilen hoppede en halv meter op i luften og kørte ind i en lygtepæl.
»Hvad sker der?« spurgte jeg forvirret.
Med et lusket smil kiggede hun på mig.
»Jeg er slet ikke Cleo,« sagde hun og slukkede cigaretten i askebægeret. »Jeg forklædte mig bare som Cleo for at komme ind i studiet. Hun kommer ind alle steder.«
»Åhh!« sagde jeg og kyssede hende på kinden. »Jeg kunne overhovedet ikke kende dig, men tror du ikke at du skulle lade Cleo køre?«
»Det kan jeg ikke,« sagde hun. 
»Hvorfor ikke?«
»Cleo tror ikke på horoskoper,« sagde Sue og bakkede, uden at se sig for, op på fortovet.
»Vent lidt,« sagde jeg. »Jeg kører!«
I al hast sprang vi ud af bilen og byttede plads.
»Vi skal lige ned til computerskolen,« sagde Sue da bilen rullede ned fra fortovet og ud i trafikken.
»Kender du vejen?« spurgte jeg.
»Hvis du kører til venstre i næste kryds,« svarede hun og lagde hænderne i skødet, »så kommer du direkte derned.«
»Du mener højre!«
»Nej – venstre,« sagde hun og pegede til højre.
»Hvad er det du siger om informationsstanden?« spurgte jeg mens Cabel Babel Network forsvandt i horisonten bag os.
»Du ved godt at du har valgt at redde dig selv frem for flertallet,« sagde hun. 
»Øhm – jo, men jeg har længe følt at flertallet ikke var noget for mig.«
»Det ved jeg, men ifølge mit blad vil din beslutning resultere i en katastrofe som får atombomben til at ligne en vandpistol. Hvad den får en vandpistol til at ligne tør jeg slet ikke tænke på.«
»Aha,« sagde jeg og tørrede lidt støv af instrumentpanelet for at samle det til en nullermand. »Hvem udgiver egentlig det blad?«
»Det gør jeg selv,« sagde hun mens jeg af tryghedshensyn satte nullermanden på min skulder. 
»Jeg vidste ikke at du kunne lægge horoskoper.«
»Det er kun en lille hobby,« sagde hun og stak hovedet ned i en firepersoners beautyboks. »Jeg håber ikke at du kommer til at savne flertallet.«
»Ikke mere end det kommer til at savne mig.«
»Det var heldigt,« sagde hun og skævede op fra boksen. 
»Men hvad skal vi gøre?« 
»Vi bliver nødt til at flygte.«
»Fordi medierne er ved at løbe over deres bredder?« spurgte jeg.
»Netop! Vi må op i bjergene. Så højt som muligt – op over trægrænsen og op over sendemasthøjde,« sagde hun. Hendes hår var fuldt af kunstige negle da hun trak sig op af boksen med et arsenal af neglelak i den ene hånd. »Og jeg har fundet alle tiders sted! Et lille nedlagt munkekloster i bjergene. Det bliver dødromantisk.«
»Men,« sagde jeg, » jeg kan da ikke lade mine børn drukne i information. Hvad med dem?«
»Dem tager vi med,« sagde Sue og rynkede panden over en skov af læbestifter. »Derfor kører vi forbi computerskolen – vi kidnapper dem når de får fri.«
»Tror du de går med til det?« spurgte jeg.
»Helt sikkert!« sagde Sue og så tænksom ud. »Men behøver vi egentlig at holde her når trafiklyset er grønt?«
Forvirret så jeg op.
»Nej!« udbrød jeg og trykkede speederen i bund, mens Sue tog hul på neglelaksarsenalet og lod sine hænder gå tur i læbestiftsskoven. 

***

 

Kære flertal!

Når I læser dette brev er jeg bogstavelig talt over alle bjerge. Igennem hele mit liv har jeg været bange for ikke at være som flertallet, men har slået hovedet og er nu kommet på andre tanker. Med en ikke eksisterende paratviden og en nedsat intelligens ser flertallet ikke længere ud til at være noget for mig.

Flertallet vil have et renere miljø, men alligevel kører det i bil. Flertallet vil have et varieret forretningsliv, men køber ind i de store lavprisvarehuse. Det vil spise sundt og varieret, men lever af burgere og pizza. Det vil opleve den virkelige verden, men lever foran en skærm. Det vil have frihed, men leder efter en at blive smedet sammen med. Det vil støtte op om dets egen kultur, men tager helst på ferie til udlandet. Det vil tage sig af de nødstedte, men ikke have dem på besøg. Det vil spare på papiret, men køber aviser, blade og bøger efter tykkelse. Det vil have nærhed og fællesskab, men kender ikke naboen. Det vil være klogere, men leder med lys og lygte efter dummere underholdning. 

I dag vil jeg redde den smule hjerne jeg har i behold, og køre uden for flertallets rækkevidde. Måske vil jeg vende tilbage til næste valgår for at gå ind i politik. Målet skal ikke være at finde flertal, men gennem et mindretal at lægge afstand til flertallet. Mit parti, Antipartiet, skal kun have ét ideologisk grundlag:

»Flertallet beviser at flere hjerner ikke tænker bedre end én, men at de på mirakuløs vis ophæver hinanden.«

Husk derfor til næste valgår: Stem imod Antipartiet og slå et slag for mindretallet.

Frank Santa – infolog og behandler

 

***

 

Som en lille lysende oase blandt snedriver og klippestykker lå tankstationen og skuttede sig et godt stykke oppe ad bjergvejen. Den kølige bjergluft fik min ånde til at dampe mens jeg skruede benzindækslet af og spejdede tilbage mod byen. Solen var ved at gå ned, og gadelysene, billygterne og lysreklamerne flimrede hektisk i det fjerne. Over byen og bjergene trak tunge skyer sig sammen – de første dråber var begyndt at falde. Jeg kiggede ind i bilen og smilede til Sue og ungerne. Fra sin plads på bagsædet var Ada i færd med at give Sue og Babbage den videnskabelige forklaring på hvorfor man ikke kan stole på horoskoper. Tilmodigt lyttende sad Sue og hæklede mens Babbage nøjedes med smilende at vinduesviske om kap med bilens vinduesviskere.

»Det blæser op,« sagde jeg til den gamle tankpasser mens han fyldte skrå på sine gummer og penge i lommerne. Over byen slog skyerne gnister for langsomt at lade et tordenskrald rulle ind over bjergene. 
»Yep!«
Mens han rodede i lommerne efter byttepenge slog et pludseligt vindstød kasketten af ham. Modvilligt gav han mig penge tilbage og lod et lyn spejle sig i sin skaldede isse.
»Hvor højt er vi oppe?« spurgte jeg og sendte endnu et blik mod byen.
»Højt nok,« mumlede han.
»Er vi højere oppe end flertallet?«
»Mere end det,« sagde han og tørrede sig med en olieret hånd over issen. »Vi er et pænt stykke over hårgrænsen.« 

 
1.    Men Herren så at Cabel Babel Networks produktion af information tog til på jorden 
 2.    Og at menneskets higen og tragten efter flere kanaler ikke førte til andet end splid og tænders gnidsel. 
 3.    Og Herren steg atter ned på jorden og sagde til menneskene:
 4.    »Verden er af lave. Se hvordan I misbruger det medie som jeg, som følge af en teknisk fejl, har skabt.« 
 5.    Men Gud Herren havde åbenbaret sig for menneskene i en brændende busk, og menneskene sagde til hverandre: 
 6.    »Vær hilset! Du mand som tør sidde i den vederstyggeligt brændende busk! 
 7.    Vi vil give dig plads på Cabel Babel Network, og din præstation skal blive en kilde til rekordhøjde seertal.« 
 8.    Herpå klappede de alle og spurgte til Herrens guddommelige autograf. 
 9.    Men Herren brød sig ikke længere om Mediet og flygtede fra menneskene og fra sladderpressen for at gemme sig i sin himmel.
10.    Så sagde Gud Herren til sig selv: »Jeg vil udslette mediet som menneskene har skabt – 
11.    Lade mediet og alt det der sender drukne i information.«
12.    Men John fandt nåde for Herrens øjne og Herren sagde til John: »Du skal fratages en del af din hukommelse. 
13.    Og som et vidnesbyrd om alt det du opgiver for din Herre og Skabers skyld, skal du modtage denne simple kartoffelkalk.«
14.    Og således skete det. Med åben pande og kalken i hånd slog John hovedet imod alt hvad der var hårdt og blev mere uvidende end nogensinde. 
15.    Da Herren så dette, talede han til John inden Johns hoved forvandledes til plukfisk, og Gud Herren sagde.
16.    »Nu skal du gøre dit hoved til en ark. Denne ark skal du være parat til at redde, og i dit hoved skal du gemme alt det som ikke kan måles og vejes.
17.    Al den visdom som det uvidende og glemsomme menneske besidder og som ikke kan sendes, skal du gemme i dit hoved.«
18.    Og John gjorde ganske som Herren havde pålagt ham; således gjorde han.
19.    Nu gjorde Gud Herren fyrretyvetusind kanaler 
20.    Og lod det store verdensomspændende Internets sluser åbnes over menneskeånden, og Gud så at det var såre destruktivt.
21.    Men John fulgte Herrens bud og holdt afstand til fjernsynet, Internettet og den elektroniske postadresse. 
22.    Nu druknede alt hvad der kunne huske og registrere, 
23.    Og uoverskueligheden steg så selv de højeste intelligenskvotienter stod under misinformation. 
24.    Da omkom mediet i frugten af sit eget net, 
25.    Og tilbage blev kun John og den smule der var hos ham i hans hoved.
 

Published 2019, 2020, 2021 and 2022

  • Facebook
  • Twitter
  • Instagram