​MIN DEPRESSION GJORDE MIG ØKONOMISK FRI

 

Kulturelt har vi defineret en lang række følelser som negative og gør hvad vi kan for at holde dem fra livet. Personligt har jeg altid forsøgt at gøre det modsatte. Hver gang mit liv har forandret sig i dramatisk og positiv retning er det altid sket som følge af en nedtur med dertil hørende negative følelser. Dette er historien om hvordan min første store depression gjorde mig økonomisk uafhængig. 

​

MIN FØRSTE STORE DEPRESSION
For godt 25 år siden havde jeg ingen særlig forståelse af potentialet i negative følelser. På det tidspunkt af mit liv var jeg på højden af en succesfuld karriere. I rollen som kommunikationsekspert fløj jeg Europa tyndt på business class for at sælge IT-løsninger til store virksomheder. På det private plan boede jeg i en stor lejlighed med min højgravide kone og sammen planlagde vi at bygge vores drømmehus. På alle planer lignede det en succes indtil den dag da min nærmeste ven døde. Min ven og jeg er født samme dag som naboer og med hans død var det som om hele min barndom forsvandt. På det tidspunkt i mit liv havde jeg ikke tidligere oplevet hvad det vil sige at miste i den skala og tabet igangsatte en større eksistentiel nedsmeltning. Dagligt var jeg omgivet af et mørke og en smerte som ikke kun drænede mig, men også fik mig til at stille spørgsmål ved alle mine værdier og mine handlinger. Konstant spurgte jeg mig selv om jeg igennem mit arbejde foretog mig noget der gav mening for mig selv og andre. I mit daværende liv var der ikke plads til den slags spørgsmål og snart gik mit ægteskab i stykker og i samme periode mistede jeg en stor del af mine venner. Dette forværrede naturligvis kun min tilstand og når jeg tog på arbejde i jakke og slips kæmpede jeg for at opretholde facaden. En dag hvor jeg var i færd med at lave en præsentation for en stor gruppe kunder indså jeg til fulde hvor absurd situationen var. Her stod jeg og førte mig selv frem i rollen som kommunikationsekspert men var ude af stand til tale åbent om hvordan jeg havde det. Denne erkendelse fik mig til – helt uden varsel – at bryde grædende sammen hvorpå jeg foran en gruppe undrende kunder måtte forlade mødet. Da jeg kom hjem, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke kunne tage tilbage til mit arbejde. 

​

PROFESSIONEL TERAPI
I den tomhed der opstod efterfølgende, forsøgte jeg at snakke med min familie eller de venner jeg havde tilbage, men ingen forstod hvordan jeg havde det. I stedet fandt jeg en professionel terapeut men efter hver session blev jeg mere og mere deprimeret. Terapeuten fungerede ikke som andet end en automat der stillede spørgsmål og lyttede til mine svar på timebetaling. I virkeligheden kunne jeg lige så godt være gået til en prostitueret for at finde kærlighed. Skulle min terapeut ikke ende med at smadre mig helt var jeg nødt til at stoppe. I en periode forsøgte jeg mig med en såkaldt klog kone, en hypnotisør og en kropsterapeut, men et professionelt rum er jo netop kendetegnet ved ikke at være ægte. Det jeg manglede, var en autentisk person som kunne lytte og kunne mærke kilden til min smerte, men en ægte følelsesmæssig forbindelse kunne jeg naturligvis ikke købe. 

​

DET NEGATIVE
Imens smerten og ensomheden voksede, gjorde dæmonerne hvad de kunne for at rive mig i stykker indtil jeg en dag fik en ide. Den person som kunne forstå mig og som kunne heale min smerte måtte være et sted derude. Hvis jeg skrev artikler og klummer og fik dem udgivet ville vedkommende måske læse dem og give sig til kende. Med dette udgangspunkt begyndte jeg at udtrykke mig ved at skrive, men sørgede for at pakke mine depressive tanker ind i historier, satire og analogier inden jeg sendte dem til aviser og blade. Flere aviser og blade var begejstrede for mine tekster og da de blev trykt, fik jeg breve fra læsere der genkendte sig selv i det jeg skrev. Både min tilgang til at skrive og kontakten til mine læsere fik smerten til at lette en smule men ikke nok til at jeg slap depressionen. 

​

I årene der fulgte, skrev jeg flere bøger som til mit forlags store forbavselse solgte temmelig godt. Bøgerne var primært selvterapeutiske dagbøger men kunne også opfattes som kontaktannoncer der skulle tiltrække mine sjælevenner. Bøgerne virkede efter hensigten og bragte mig i kontakt med flere mennesker som kom til at betyde meget i min proces. Ud over det begyndte jeg at få invitationer til at holde foredrag i virksomheder, i forsamlingshuse og på skoler. Til foredragene brugte jeg samme fremgangsmåde som når jeg skrev. Når publikum var samlet talte jeg næsten uden filter om min søgen efter mening og om de ting som gik mig på. En dag stod jeg på et stort konferencecenter og holdt foredrag for omkring 1000 erhvervs-ledere. Imens jeg talte, indså jeg pludselig det absurde i at nogen ville betale mig 30.000 kroner for at jeg kunne være i terapi i en time. Det begyndte jeg derfor at tale om hvilket alle troede var en joke hvorpå de brød ud i latter og klapsalver. Efter foredraget købte publikum for over 20.000 kroner af mine selvterapeutiske bøger. 

​

SÅDAN SLUTTEDE DET
Min uformelle tilgang hvori jeg brugte publikum som mine terapeuter blev mere og mere populær og da det gik bedst, omsatte min foredragsforretning for omkring 2 millioner kroner om året. At tjene store penge på at være i terapi kunne jo godt ligne en fantastisk forretningsmodel, men modellen havde en ulempe. Efter 8 til 10 år havde jeg pillet så meget i min egen navle at jeg ikke længere havde hverken humørudsving eller depressioner. Dette betød jo at jeg kom til at mangle den smerte der drev mig til at skrive og holde foredrag hvilket snart fik min forretning til at gå i stå. På dette tidspunkt havde jeg heldigvis tjent penge nok og havde lavet nogle investeringer der betød at jeg ikke længere behøvede at arbejde. Havde dette ikke været tilfældet ville jeg jo have haft et gigantisk problem. Et problem der havde tvunget mig til at finde et job og fortsætte med at tjene penge. I så fald var jeg givetvis blevet deprimeret igen og dermed ville jeg sandsynligvis kunne have genstartet min foredrags- og skrive forretning med fornyet succes. 

​