AFHÆNGIG AF ÆDRUELIGHED

En lille gennemgang af nogle af de problemer jeg har haft siden jeg for 25 år siden blev afhængig af at være ædru. 

 

Jeg har aldrig haft problemer med alkohol, men har indtil jeg var midt i 30 erne drukket til fester og med vennerne. Det er aldrig faldet mig ind at holde op med at drikke alkohol, men for 25 år siden gik jeg igennem en park efter en fest. Til festen havde jeg drukket lidt vin og var en smule omtåget. Da jeg kiggede på himlen og stjernerne kunne jeg pludselig mærke hvordan alkohol fik mig til at miste mit nærvær og det slog mig at jeg ikke brød mig om følelsen. Jeg nyder virkelig at kunne mærke naturen, andre mennesker, mine følelser og at være fri i med min tanker. Imens jeg gik videre, slog det mig at jeg aldrig ville drikke alkohol igen og sådan blev det. 

At stoppe med alkohol var altså aldrig noget jeg gjorde som et løfte over for mig selv eller noget jeg skulle tænke over at følge. Fra det ene sekund til det næste fyldte lysten til alkohol ikke længere noget i mit liv men i stedet kom alkohol til at optage min opmærksomhed på en ny måde. Alkohol er en så integreret del af vores kultur at det er mere mærkeligt IKKE at drikke end at drikke. Det betyder så at de fleste mennesker føler at man skylder dem en forklaring hvis de bemærker at man ikke drikker alkohol. At skulle give en forklaring er som regel udgangspunkt for akavede samtaler og tab af den gode stemning. Med årene er jeg derfor blevet en mester i at camouflere at jeg ikke drikker alkohol. Nogle gange siger jeg at jeg skal køre bil (også selv om det ikke passer) eller siger at jeg er på antabus. Andre gange vælger jeg at sige ”måske lidt senere” når min vært ivrigt forsøger at skænke mig vin eller øl. Kunsten er jo ikke at dræbe et socialt rum ved at få andre til at få det dårligt med at de gerne vil drikke. 

​

Ud over dette møder jeg ofte den type mennesker der bruger en gæst som en forklaring på at de selv drikker. De starter som regel med at sige: 
”Jeg drikker aldrig alene, men nu du er kommet på besøg vil jeg åbne en god flaske vin.” 
Med sådan en velkomst lægges der jo et gigantisk pres på mig. At sige nej-tak er jo det samme som at forbyde min vært at drikke. I situationer som denne valgte jeg en overgang at lade min vært skænke op til os begge og så ikke røre mit glas, men strategien har sin begrænsning og endnu har jeg ikke fundet den optimale fremgangsmåde.
 
Der er også den slags situationer hvor jeg er blevet tvangsindlagt til at skulle skåle for et eller andet betydningsfuldt og hvor jeg ikke har kunnet finde en mulighed for at slippe. For at få det overstået hurtigt og smertefrit har jeg bare fyldt munden med det som nu blev hældt i glasset hvorpå jeg diskret er smuttet på toilettet for at spytte det ud i vasken. 

Når nogen spørger mig hvorfor jeg ikke drikker, påpeger jeg ofte at det ville være mere logisk at jeg spurgte dem hvorfor DE drikker. Det er jo ikke sundt og drikker man meget er det direkte ødelæggende og ud over det får man tømmermænd næste dag. Jeg undergår dog helst den slags samtaler. At man ikke drikker, bliver for nogle mennesker et spejl hvori de pludselig føler at de drikker alt for meget (hvilket jo naturligvis er deres egen sag og ikke noget jeg har lyst til at skulle tage stilling til). Undgår jeg ikke samtalen og tvinges til at sige at jeg ikke drikker alkohol er der mange der siger: ”Jeg drikker egentlig heller ikke, men kan godt lide et godt glas vin en gang imellem.” 
Ovenstående har jeg muligvis hørt mere end 1000 gange og som regel er den der siger det skabs-alkoholiker. 

​

Når det gælder alkohol, føler jeg mig mest tilpas med en åbenlys alkoholiker der drikker som en svamp. For alkoholikeren er det jo en fordel at jeg ikke drikker. Dels er der mere alkohol til ham eller hende og ud over det er jeg jo ædru og kan køre dem til fester eller til købmanden efter mere sprut hvis der er brug for det. 

Ved en efterrationalising kan jeg se at jeg muligvis holdt op med at drikke fordi det ikke længere var nødvendigt. I mange år har det jo været et problem at jeg alt for let kommer til at sige hvad jeg tænker og føler. Med årene er jeg blevet bedre til at mærke andres grænser og at undlade at sige alt hvad jeg tænker. At være sammen med mennesker der er berusede, er derfor som regel altid en fordel. Når andre slipper hæmningerne, kan jeg jo gøre som dem og opføre mig og sige hvad jeg har lyst til. 

​

Folk må gerne kalde mig afholdsmand eller give mig andre betegnelser som tager afsæt i at det er mærkeligt ikke at drikke alkohol. Ideelt set foretrækker jeg ikke at have en label, men skal jeg selv vælge en label kalder jeg mig for ædrukoholiker. Jeg er blevet afhængighed af ikke at være under indflydelse af alkohol eller andre stoffer. Det giver mig en kæmpe nydelse at kunne mærke hvordan jeg har det og at kunne mærke andre mennesker helt tydeligt og klart. Min afhængighed af at være ædru har udviklet sig i forskellige faser. For eksempel havde jeg en kort periode hvor jeg fik kvalme hvis jeg var i rum med folk der drak. Alkoholen stank og kunne jeg vælge ville jeg hellere sidde over for en der røg en cigar lige ind i ansigtet på mig end at være i nærheden af en åben flaske vin. Det gik heldigvis hurtigt over og i dag kan jeg godt lide ”et godt glas vin” hvis det er fortyndet 10:1 med vand. Hvis procenten kommer ned omkring 1 bliver jeg hverken træt eller fjern når jeg drikker. 

​

Den eneste gang jeg har drukket alkohol i 25 år, var da jeg på en fin restaurant bestilte en alkoholfri øl. Ved et uheld kom tjeneren til at give mig en almindelig øl. Efter en enkelt slurk blev jeg omtåget og begyndte at læse etiketten. Jeg havde 3 gæster med på restauranten og da tjeneren formodede at jeg var en alkoholiker på afvænning fik jeg en kæmpe undskyldning. Da vi skulle gå kom restaurantens ejer ned til bordet og gav os endnu en undskyldning hvorpå vi fik en middag til en pris af godt og vel 1500 kroner på husets regning. Om man kan slippe for at betale på restauranter på den måde, er dog stadig et studie der ligger foran mig.